En mere konventionel Trump?

Den værste uge i Trumps tid som præsident er efterhånden en betegnelse, det er mere reglen end undtagelsen, at der bruges.

For præsidentens vedkommende var sidste uge en sådan, åbenbart, i kølvandet på, at Trump var meget vag i sine forskellige udmeldinger omkring urolighederne i Charlottesville i Virginia, der endte med at koste en kvinde livet, da en 20-årig højrefløjsaktivist kørte ind i en menneskemængde og dræbte hende.
På en pressekonference i Trump Tower begyndte Trump i tirsdags at snakke om begge siders anpart i det.

Donald Trump kan nemt associeres med den yderste højrefløj. Bare se på, at Steve Bannon, nuværende chairman og forhenværende CEO for Breitbart(som han har kaldt en platform for alt-right-bevægelsen), var hans chefstrateg. Eller at han havde svært ved at tage afstand fra David Duke fra Ku-Klux-Klan under valgkampen. Også selvom det i farten naturligvis skal slås fast, at Trump hverken er fascist – eller nazist, for den sags skyld.

Bannon out 

For nogle dage siden trådte forhenværende chefstrateg Steve Bannon tilbage og vendte øjeblikkeligt tilbage til Breitbart.

Flere af de nationalistiske ting i Trump-administrationen ser ud til at have været med Bannon-aftryk. Angiveligt skrev han sammen med rådgiver Stephen Miller indsættelsestalen, ligesom han spillede en central rolle i præsidentens indrejsedekret. En tid blev han endda omtalt som ‘President Bannon.’

Den nationale sikkerhedsrådgiver, McMaster, og Bannon førte decideret krig mod hinanden. Det samme gjorde sig gældende for Bannon og Trumps svigersøn og rådgiver Jared Kushner, ligesom Bannon heller ikke jublede over Gary Cohn, direktør for National Economic Council.

Spørgsmålet om Bannon kan flettes ind i, at Trump i nat fremlagde sin plan for Afghanistankrigen.

Med Trumps tale er det ikke ligefrem tilbagetrækning, der er tale om, hvilket naturligvis kan give den tanke, at det bunder i, at Bannon er ude fra magtens tinder.

Omkring dette spørgsmål var Bannon også nationalisten. Han ønskede gradvis tilbagetrækning af det amerikanske miltær og at erstatte det med private, paramilitære styrker til at jagte terrorister, skriver The Resurgent. 

Basen støtter atter op om Trump, men et ikke-ubetydeligt men i den her er sammenhæng er, at et vist mindretal af selvsamme er imod.

Det virker uanset hvad stadigvæk til at være krigen, der aldrig slutter, også selvom man bestemt kan argumentere for, at det er bedst, at USA bliver – ligesom man bestemt også kan argumentere for det modsatte.

En mere konventionel Trump?

Argumentet om en mere konventionel Trump er forståeligt, set i lyset af Bannons farvel og indtagelse af en svagere position hos Breitbart.
Bannon var en mand, der betegnede sig selv som leninist.

På den anden side kan man så også stille sig selv spørgsmålet, om en mand som Trump bare sådan lige bliver konventionel på grund af Bannons afgang, eller om det snarere er mere sandsynligt, at Twitter, tilsvininger og underlige momenter vil fortsætte.

Nej, det har ikke været godt

Trumps approval rating er ligeså lav, som kritikken af ham – også i egne rækker – er høj. Og politisk er det fortsat småt med successer.

New York Times’ klummeskribent, Frank Bruni, skriver, at Trump allerede er trådt tilbage som præsident:

“Trump resigned the presidency already — if we regard the job as one of moral stewardship, if we assume that an iota of civic concern must joust with self-regard, if we expect a president’s interest in legislation to rise above vacuous theatrics, if we consider a certain baseline of diplomatic etiquette to be part of the equation.”

Så nej, det har ikke været en god uge for præsident Trump. Og den dårlige nyhed for ham er, at det med al sandsynlighed ikke er sidste gang, betegnelsen ‘den værste uge’ bruges, ligesom kaosset i den ombruste administration nok vil fortsætte, som det har gjort hidtil.

Om Jakob 52 Articles

Jakob Terp-Hansen er redaktør på Uspol.dk og forfatter til Fravalget 2016 om den amerikanske valgkamp. Drev under netop den valgkamp hjemmesiden præsidentvalget.dk og brugt som USA-analytiker i radio og tv. Har dækket dansk politik førhen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*